top of page
image00005.jpeg

Hej, velkommen til min hjemmeside. 

Lidt om mig 

Allerede i 5. klasse blev store dele af frikvarteret brugt på at lege rapporter og interviewe de andre elever i skolegården. Dengang anede jeg ikke, at det hed journalistik, men det blev jeg senere gjort opmærksom på, og blev samtidig mødt med spørgsmålet, hvornår ser vi dig på TV? Siden dengang har interessen og passionen fuldt mig op gennem årene, hvor det i de tidlige år af min gymnasiale uddannelse stod helt klart, at dette var, hvad jeg ville bruge min fremtid på.

Mine rødder fører tilbage til det nordlige Indien, hvor kulturen og sproget er noget, som har været en del af min opvækst. Trods mine indiske rødder har det danske sprog været mit modersmål, hvor sovs, kartofler og frikadeller ugentligt har været på spisebordet. Min familie har altid gjort meget ud af at bryde med stereotypen omkring indvandrere og det gebrokne danske sprog, hvilket har betydet, at min interesse og motivation for at formidle mig på forskellige måder gennem sproget både mundtligt og skriftligt altid har været der. Derfor bliver jeg i dag også kun hjertens glad for kommentaren fra den lidt ældre danske kvinde, som siger, hvor taler du flot dansk.

Jeg har siden barnsben altid elsket at være aktiv, hvilket har betydet, at jeg sjældent kunne sidde stille for lang tid ad gangen. Interessen har i bogstaveligste forstand spredt sig fra cricket til fodbold, hvor jeg samtidigt har siddet klistret til skærmen under så mange sportsarrangementer som muligt. Dette har betydet, at mine forældres elregning ikke har været helt billig, men samtidig har det givet mig en forståelse for, hvad sporten kan udover at brænde kalorier af.

Jeg ønsker gennem journalistikken at fortælle historier fra forskellige perspektiver og på forskellige måder. Det at være kreativ og skille sig ud i sit journalistiske håndværk er noget, som jeg vægter højt, da jeg heller ikke selvbryder mig om at læse og se ensformig og kedelig journalistik. I praksis ønsker jeg at bruge sprogets facetter, men samtidig anvende det visuelle journalistiske værktøj, som kan gøre fortællingen sin helt egen.

bottom of page